Krise

Krisen, der begyndte med en hjernerystelse.

Kriser kommer ind i vores liv, uanset hvordan vi måske forsøger at undgå dem.

De er foruroligende, uønskede oplevelser eller begivenheder, der tager os ud af vores komfortzone. Kriser resulterer typisk i en form for tab. Selve karakteren af krisen er i modstrid med vores kerneværdier sikkerhed og forudsigelighed, som på et øjeblik ser ud til at være forsvundet.

Vi forsøger desperat at genoprette orden i vores liv, som kaos synes at råde over. Men hvis vi lærer en anden indstilling til, hvordan vi forstår og forholder os til krise, kan vi faktisk udnytte det; som i Annes fortælling længere nede. Der er potentiale og en gevinst i at lære at stoppe modstand mod den uønskede forandring.

Krisen kan være af økonomisk, kærlighedsmæssig, sundhedsmæssig eller spirituel karakter. De kriser, der alene foregår inden i os selv, har en tendens til at være relationelle, psykologiske eller følelsesmæssige. Normalt forsøger vi at undgå disse forstyrrelser, så godt vi kan. Alligevel kan der ske omvæltninger, der får os til at føle os som ofre for omstændighederne, og vi kæmper hårdt for at holde fast i livet, som vi kender det.

Nedenstående forløb, fortalt af min gode tidligere kollega, viser, at der er en vej, selv af krise forårsaget af en hjernerystelse, og at det betaler sig at tage den alvorligt.

Fortællingen viser også, at krisen kan være starten på et liv, som er mere i overensstemmelse med den du er.

Hvorvidt forløbet bliver forlænget uden den rette behandling, er svært at gisne om.

Jeg vil dog anbefale dig at få den rette hjælp, så meget og så hurtigt som muligt, så du ikke unødigt forhaler processen. Des mere vi slapper af og får den rette hjælp, des mere får kroppen at vide, at alt er godt igen, og det får musklerne til at slappe af og lindre smerterne.

Her er Annes vej ud af krisen:

Krisen der blev mit vendepunkt

Marts 2015

Jeg vil gerne tage dig tilbage til en aften i marts 2015. Jeg er 23 år og har afsluttet en uge med et tætpakket program, der er præget af min næsten grænseløse hang og trang til at springe på ved udsigten til faglig udvikling og praksiserfaring. Mit skema i det forår byder på fuldtidsstudie på Københavns Universitet, studiejob i en Psykologisk Rådgivning, frivilligjob på et forskningsprojekt tilknyttet Institut for Psykologi, deltagelse i redaktionsmøder som redaktionsmedlem af studiebladet på Psykologi KU, frivilligvagter på et krisecenter for voldsramte kvinder og sidst men ikke mindst var jeg frivillig gruppeleder i Angstforeningen.

Denne aften er jeg til middagsselskab hos en veninde, og der bliver snakket på kryds og tværs af middagsbordet. Når jeg taler, taler jeg hurtigt. Præcist og effektivt, og talen afspejler i høj grad mit liv: Det går hurtigt, det er koncentreret, der er ikke den store plads til pauser og det er generelt præget af ordet ’ja’. Ikke så dårligt, kan det måske lyde, men det blev jeg. Dårlig altså. Den aften faldt jeg og slog mit hoved, min nakke og ryg med en hjernerystelse og stærke ryg- og nakkesmerter til følge. Ryg- og nakkesmerterne fik jeg hurtigt behandling for, og de gik over. Til hjernerystelsen sagde lægen, at kuren var afslapning og minimalt skærmarbejde. Halvanden måned inde i mit personlige restitueringsforløb måtte jeg konstatere, at jeg ikke havde det bedre, og at jeg desuden var kommet så langt bagud med mit bachelorprojekt, at det var urealistisk at kunne aflevere dét semester.

 

Juli 2017

Det viser sig, at jeg skal skrue tiden næsten 2,5 år frem, før jeg igen føler mig rask og funktionsdygtig. Og hvis bare jeg havde haft sådan en fast forward-knap i virkeligheden, som man har på fjernkontrollen. De lange dage i sengen, de mange fysiske smerter, de uendelige frustrationer over alt det, jeg ikke kunne; noget så simpelt som samvær med gode venner, som før var hyggeligt, var under min hjernerystelse en næsten uoverkommelig opgave. Og selv om mit energiniveau var stort set nul kæmpede jeg mig stædigt (og i benægtelsens tegn) videre i min stadig ret travle hverdag, mens tanken ”du bliver aldrig dig selv igen” kørte som en mental båndsløjfe i mit hoved.

I dag er jeg inderligt taknemmelig for den hjernerystelse, fordi den tvang mig til at standse op, revurdere mig selv og mit liv, og det er der kommet en masse smukke ting ud af. Af min hjernerystelse lærte jeg at sætte pris på alt det, som jeg ikke kunne, da jeg havde travlt – og som jeg faktisk slet ikke vidste, at jeg længtes efter. Det er ting som:

 

  • At trække vejret helt ned i maven
  • At mærke efter om jeg rent faktisk har lyst til den kaffe- eller løbeaftale som jeg lige nu er ved at sige ja til
  • At have tid til at være alene og være mig selv
  • Yoga
  • Meditation
  • Gåture
  • Værdien af tavshed
  • Friheden i at sige ’nej (tak)’
  • … Og listen fortsætter

Og hvad vil jeg gerne sige med det? At vi alle sammen skal finde en hule og meditere os ud af livets fortrædeligheder? Nej. For mig handler det om at finde balancen. Der er mange tilfredsstillende elementer i at give den gas arbejdsmæssigt og socialt, ligesom der er meget livskvalitet i at indrette en hverdag med tid afsat til selvpleje. For mig er det en ny tommelfingerregel, at mine ’åndehuller’ skal være så tilpas lange og regelmæssige, at det ikke er brandslukning, der skal hjælpe mig til at ’holde ud’ og overleve, men derimod noget jeg gør så ofte, at det giver mig lyst til livet. Og så har hjernerystelsen lært mig, at kriserne kan give de gaver, vi ikke ved, vi har brug for.

Set i bakspejlet…

Jeg tror, at en stor del af grunden til, at det tog mig næsten 2,5 år at blive rask, var, at det tog mig lang tid at acceptere, at jeg ikke kunne fortsætte min hverdag, som den havde kørt indtil da. Efter min ulykke satte jeg farten ned, så jeg nu gik fra i overført betydning at have ligget omkring 130 km/t på motorvejen til at køre på en trafikeret landevej med 80 km/t – stadig alt alt for meget set i lyset af mine gener efter hjernerystelsen.

Først i foråret 2017 trådte jeg bremsen helt i bund, tog orlov fra studiet, rejste til Sydamerika på ubestemt tid og endte med i den proces at sige op på mit studiejob og sige mine frivilligforpligtelser fra. Og den rejse helede mig. Ikke så meget rejsen i sig selv, men derimod min beslutning om at praktisere accept og medfølelse i min relation til mig selv – og faktisk også min hjernerystelse. Accept er en finurlig størrelse.

Svær helt at indfange og svær at komme frem til med tvang. Og det er både den tvang henimod accepten, jeg mødte fra omverden”Anne du MÅ simpelthen bare se i øjnene, at du ikke kan det samme som før, ellers får du det jo aldrig bedre” og den tvang jeg udøvede på mig selv, når jeg slog mig selv oven i hovedet: Hvorfor kan jeg ikke det samme som før? Og dobbelthammeren: Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at jeg ikke kan det samme som før? Her kan jeg afsløre to ting, jeg selv erfarede:

  1. Både udgaven fra omverdenen og mig selv havde den modsatte effekt. Jeg kunne ikke tvinges til accept hverken af mig selv eller min omverden. Accept er også accept af, at det i det her øjeblik er for svært at acceptere tingenes tilstand.
  2. Når ordet ’bare’ indgik i en sætning, jeg sagde til mig, var det oftest stemmen med hammeren, der talte.

Friheden i de erfaringer er, at du altid har et valg: Du kan vælge at lytte ukritisk til stemmen med hammeren eller du kan vælge også at invitere en stemme ind, som er omsorgsfuld og medfølende – som har set dig og den kamp, du kæmper. Husk: Du gør dit bedste. Altid. Alle gør altid deres bedste. Læg hammeren væk. Og tro på, at du får det godt igen.

***

Det er vigtigt at understrege, at det med neurologiske forstyrrelser kan være særligt vigtigt at inddrage en traumeterapeutisk vinkel på behandlingen, fordi neurologiske forstyrrelser har en gennemgribende påvirkning, og derfor kan give en forhøjet og konstant stresstilstand. Denne stresstilstand kan være en vedligeholdende faktor, der hæmmer helingsprocessen. Traumeterapi kan bidrage til at afhjælpe denne stresstilstand. Derfor kan det være vigtigt med en traumeterapeut.

Det er helt tydeligt, at Anne får øje på udviklingspotentialet frem for at fokusere på tabet af det velkendte. Som George Harrison synger:

“Solopgang varer ikke hele morgenen.”

Heldigvis sker der udvikling og forandring. Det er dog afgørende for os, at vi kan følge med, og at vi ikke befinder os på ukendt territorium for længe, for da vil vi opleve os for truede og stressede og dette bremser vores heling.

Gør hvad du kan for, at krisen bliver så givende og kort som muligt.

Du kan læse mere her om måder at komme ud af krise. Har du haft krisetilstand i længere tid, vil jeg anbefale dig at søge hjælp hurtigst muligt.

 

Leave a Comment